Inderligt

Af og til er det, som om min hjerne er så fyldt op med tanker, at den slår fra: den stopper simpelthen med at fungere. Det er i hvert fald, sådan det føles. Når jeg har disse momenter, finder jeg en gammel, plysset bog og min sorte tuds frem. Jeg lader sprøde, lækre toner flyde langsomt ud af mine højtalere og sætter mig godt til rette. Mine fingre kæmper sig langsomt op på papiret, og griber krampagtigt fast i tussen, og så begynder der ellers at ske ting og sager. Små finurlige mønstre vokser frem fra mit fyldte hoved, og de tusinde tanker begynder langsomt at finde tilbage på deres rette plads. De mest forvirrende tanker flyder ud i tussen og videre ned på papiret, hvor de bliver til små fejl og mærkværdige streger der ingen steder hører hjemme. Når musikken langsomt omfavner min ømme hjerne, og min hånd roligt bygger lag på lag på lag af mønstre, slapper min hjerne og jeg af, for første gang i lang tid. Når jeg kan mærke at der er stille i mit sind, sætter jeg proppen på min sorte tus og ligger det hele ned i en skuffe. Stille går jeg nedenunder, børster mine tænder, reder mit hår og ser roligt mig selv i øjnene. De øjne der for kort tid siden var små sprækker, klemt krampagtigt sammen, for at slippe så få indtryk som muligt igennem til min glødende hjerne, er nu store spørgende dådyrøjne, der bare venter på at komme ud at se verden. Jeg smiler hjerteligt til mit spejlbillede, slukker lyset og kravler forsigtigt i seng, med et sind der emmer af ro og glæde, og falder hurtigt i en dyb, drømmende søvn.