Hvad vil jeg skrive om. Skal det være om min hverdag, mine tanker, mine filosofier, mit liv, mine venner og veninder, mit overskud og manglen på samme? Min hjerne bobler og syder med ord og tanker der ikke kan bestemme sig om de vil blive inde i varmen, eller ud og stå i den kolde hvide kolonne, måske alene; måske sammen med andre ord og tanker, der heller ikke kunne finde ro. Når, eller hvis, tankerne alligevel får banet sig vej, gennem min nakke, mine skuldre, ud i mine hænder og til sidst gennem mine, efterhånden trætte fingre der flyver over tastaturet, bliver de som regel ofte slettet igen.. Ordene. De bliver smidt ud, gemt væk, eller krøllet sammen til ukendelighed. Men nu skal det være slut. På min blog vil jeg skrive tingene på min måde. Også selvom det til tider er ren volapyk og komplet uforståeligt. Det er i det mindste ikke skrevet med mine egne kragetæer. Her er det læseligt, for de få der virkelig vil bruge deres tid på at læse mine tanker. Jeg føler mig allerede beæret! Og dét selvom det stadig kun er ganske få der følger mig. Suk. Ja, internettet er en forunderlig ting. Og nu føler jeg mig gammel og grå. Jeg føler faktisk at visdommen efterhånden er ved at snige sig ind på mig, hér i mit femtende år. Jeg er begyndt at bruge vendinger som; "Åh hvor går tiden dog stærkt, jeg kan stadig huske da du bare var en lille dreng" og "Åh hvor er du blevet stor, det føltes som var det igår, du stadig kun nåede mig til navlen." Jeg ved ikke om det er en normal ting, men jeg håber det er en fase, der snart vil gå i sig selv igen, og gemme sig til jeg fylder 80. Ih ja, for tiden går jo så stærkt. Ligenu ligger den en bunke lektier på mit skrivebord, og skriger højlydt og selvisk på opmærksomhed, og jeg må nok hellere adlyde; ellers vækker de hele huset. Skrivekrampen er ved at indfinde sig, og hvis jeg skal være færdig inden i morgen må jeg nok hellere takke af.
Så; Ha det godt, til næste gang! (Det lyder, som om der går et år, men bare rolig. Jeg vender snart frygteligt tilbage.)
