Jeg elsker..

... Når en trist, grå og regnfuld dag slutter af med et brag, og et væld af farver bliver slynget op på himlen. 

Af og til er det, som om min hjerne er så fyldt op med tanker, at den slår fra: den stopper simpelthen med at fungere. Det er i hvert fald, sådan det føles. Når jeg har disse momenter, finder jeg en gammel, plysset bog og min sorte tuds frem. Jeg lader sprøde, lækre toner flyde langsomt ud af mine højtalere og sætter mig godt til rette. Mine fingre kæmper sig langsomt op på papiret, og griber krampagtigt fast i tussen, og så begynder der ellers at ske ting og sager. Små finurlige mønstre vokser frem fra mit fyldte hoved, og de tusinde tanker begynder langsomt at finde tilbage på deres rette plads. De mest forvirrende tanker flyder ud i tussen og videre ned på papiret, hvor de bliver til små fejl og mærkværdige streger der ingen steder hører hjemme. Når musikken langsomt omfavner min ømme hjerne, og min hånd roligt bygger lag på lag på lag af mønstre, slapper min hjerne og jeg af, for første gang i lang tid. Når jeg kan mærke at der er stille i mit sind, sætter jeg proppen på min sorte tus og ligger det hele ned i en skuffe. Stille går jeg nedenunder, børster mine tænder, reder mit hår og ser roligt mig selv i øjnene. De øjne der for kort tid siden var små sprækker, klemt krampagtigt sammen, for at slippe så få indtryk som muligt igennem til min glødende hjerne, er nu store spørgende dådyrøjne, der bare venter på at komme ud at se verden. Jeg smiler hjerteligt til mit spejlbillede, slukker lyset og kravler forsigtigt i seng, med et sind der emmer af ro og glæde, og falder hurtigt i en dyb, drømmende søvn.

Forårårårår

Den efterhånden lunkne kaffe i de brogede kopper står endnu urørt. Jeres hænder samler famlende kort op fra den rodede bunke der ligger på det gamle træbord. Lyden af brasiliansk musik når mine ører og snor sig silkeblødt til lyden af jeres latter. Stearinlysene kaster dansende skygger over jeres trætte ansigter, og mit eget fortrækker sig i et smil. Et så simpelt spil som UNO, bliver på kort tid til en fantastisk kamp på liv og død, der fører til latter og venskabelig fjendtlighed. Om lidt vil en bankende lyd nå mine ører og jeg vil leende springe op. Løbe ud i gangen og direkte ind i en varm omfavnelse. Se et ansigt splintre i et smil, der sender tusind stråler af lykkelig glæde, fra mit hjerte og ud i hver en celle i min krop. Se jer alle mødes i leende knus. Hurtigt lægge en slagplan for pizzabagning og så af sted. To grupper. Èn med hund og én til den lokale købmand. Gå i regnvejret og gnubbe sit ansigt med de iskolde dråber. Være gennemblødte, men glade da vi når tilbage i tørvejret og begynder på dejen. Høre jeres latter mens den bliver æltet. Snakke med jer mens den bager. Se film med jer mens den bliver spist. Vågne op med jer og snakke mens de sidste spor efter den bliver udslettet. Vågne op til jeres lette snorken, med det største smil, klistret uhjælpeligt fast til mit ansigt. Se jer cykle af sted, med intet andet end kærlighed og glæde i hjertet, og med hovedet fyldt op med kun én tanke; 

”Jeg har de bedste venner i verden.”