Inderligt

Den efterhånden lunkne kaffe i de brogede kopper står endnu urørt. Jeres hænder samler famlende kort op fra den rodede bunke der ligger på det gamle træbord. Lyden af brasiliansk musik når mine ører og snor sig silkeblødt til lyden af jeres latter. Stearinlysene kaster dansende skygger over jeres trætte ansigter, og mit eget fortrækker sig i et smil. Et så simpelt spil som UNO, bliver på kort tid til en fantastisk kamp på liv og død, der fører til latter og venskabelig fjendtlighed. Om lidt vil en bankende lyd nå mine ører og jeg vil leende springe op. Løbe ud i gangen og direkte ind i en varm omfavnelse. Se et ansigt splintre i et smil, der sender tusind stråler af lykkelig glæde, fra mit hjerte og ud i hver en celle i min krop. Se jer alle mødes i leende knus. Hurtigt lægge en slagplan for pizzabagning og så af sted. To grupper. Èn med hund og én til den lokale købmand. Gå i regnvejret og gnubbe sit ansigt med de iskolde dråber. Være gennemblødte, men glade da vi når tilbage i tørvejret og begynder på dejen. Høre jeres latter mens den bliver æltet. Snakke med jer mens den bager. Se film med jer mens den bliver spist. Vågne op med jer og snakke mens de sidste spor efter den bliver udslettet. Vågne op til jeres lette snorken, med det største smil, klistret uhjælpeligt fast til mit ansigt. Se jer cykle af sted, med intet andet end kærlighed og glæde i hjertet, og med hovedet fyldt op med kun én tanke; 

”Jeg har de bedste venner i verden.”