Anbefaling - 1 - Søren Huss

Jeg har ikke blogget så meget på det seneste. Nok mest fordi jeg har utroligt meget om ørerne for tiden. Men jeg lever altså stadig! Jeg håber snart, jeg får lidt mere tid! Derfor bliver dette indlæg en hurtig opfordring. Eller.. Anbefaling er nok mere det rigtige ord. Jeg tror, jeg vil til at lave en række anbefalinger herinde på bloggen. Det bliver nok mest musik, og ellers bare hvad der lige falder mig ind. Det her skulle i hvert fald gerne blive den første anbefaling af en længere række. 

Min første anbefaling til jer, kære læsere, er en musik anbefaling. For et par år siden forelskede jeg mig nemlig hovedkulds i det danske band Saybia. 

((Hvis I ikke kender dem, går i virkelig glip af noget ! )) 

Forsangeren i Saybia er en lille, tæt og følsom mand ved navn Søren Huss. 

Min forelskelse i Saybia var efterhånden drevet over, da jeg tilfældigt faldt over Søren Huss igen. I 2010 udgav han nemlig en soloplade med det mest ærlige og inderlige musik, jeg nogensinde har hørt. Han har en tragisk historie i bagagen, og jeg tror, det er det der ligger til grunde for pladens poetiske tekster. For når man begynder at nærlæse teksterne er det præcis som at åbne en digtsamling. Symbolerne danser rundt mellem hinanden og spiller fermt på de helt rigtige følelser. Hans sprøde stemme omfavner en og fortæller en grufuld, men fantastisk historie om kærlighed, had og det at miste. 

Det er godt nok ikke feel-good musik, og jeg ville nok heller ikke sætte cd'en på, hvis jeg ville lytte til noget der gjorde mig glad. Men hvis jeg engang i mellem, har brug for en tænkepause til at filosofere over livets store spørgsmål, og til at få små hverdags problemer sat lidt i relief, er "Troen og ingen" det helt rigtige valg.